Hue Handske Cup 2004
The story. 

Klokken var 0905, da Opmand Stephan og undertegnede dukkede op på havnen. Vi var ret spændte på vejret, da de jo havde lovet regn og blæst, men der var utroligt nok både roligt og tørt. Peter var i gang med at køre gummibåden frem, og kort efter futtede Peter og Stephan rundt i yderbassinet for at lægge bane. Jeg trissede rundt og satte opslag op, og der gik ikke længe førend de første tilskuere dukkede op. De havde læst om os i Politiken, og nu skulle de lige se, hvad det hele var for noget, inden de ræsede til Holte for at købe ind.

 


Der var 12 tilmeldte, og af disse 12 var der dejligt mange nye bådejere. Lars G var tidligt på færde med sin nye og meget flotte La Femme Petite; Det er jo vigtigt at få trimmet til forholdene og snuset lidt til banen. Herover er der fuld koncentration medens en anden af de nye både får ordnet de sidste trimdetaljer.

 


Ude på broen var der ved at være trængsel for ikke at sige tumult. Bådejere, familiemedlemmer, tilskuere og andre morgenduelige myldrede rundt mellem hinanden og stillede spørgsmål i et væk. Med nød og næppe fik vi plads til et bord til Dommer Flemming, således at han kunne sidde ned, drikke bajere, tage tid, råbe alle op og se startlinien på een gang. Efter lidt testsejlads og endda en smule solskin var vi klar til at være klar. Til sagen...

 


Bang! Efter et kort skippermøde, hvor undertegnede kort ridsede regler, baner og procedurer op var vi klar. Bang! 2 minutter... Bang! 1 minut... Bang... start... lød det fra Flemmings hundeproppistol, - nåja og Flemmings sprøde røst gjaldede ud over havnen. Jeg nåede lige at tænke, det er fantastisk. Det er sq lissom at være der selv. Der stopper min bevidsthed. Der holdt jeg op med at tænke på andet en at sejle ræs. Herover ses hele feltet på første kryds...

 


Hvis der var nogen tvivlere iblandt læserne, så tjæk denne mærkerunding. Al tvivl er hermed manet i jorden - øhh - havet. Dette er absolut og aldeles ethundrede procent ægte og uforfalsket kapsejlads - en miniature. Her ses Penol hamre rundt om toppen i ensom majestæt, - skarp forfulgt af blandt andre nummer 33, 32 og 10eren, som var ude for at forsvare Cuppen.

 


10eren runder i inderbane og derefter kommer 33, 32 og 26 tordnende rundt om mærket. Så skal der skygges for Penol, som jo havde fået skabt et lille hul ned til feltet. Bemærk 15eren som sejles af debuttanten C.Q.

 


Så er det bare med at finde det bedste spor ned ad bakke. Bemærk: Der er ingen udligger ved toppen, da vi jo (desværre) ikke har brug for tid til at sætte spiler. Bundmærket er en gate med frit valg...

 


Her ses igen en spændende situation fra krydsbenet... Dette lille træk førte til den der situationen med en varm og underlig fornemmelse, eller hvad det nu hedder, som ses på næste billede...

 


Jah. Sådan. Der skal de ligge. Agten for og til læ. 10eren viser rigtig gode takter i første sejlads. Desværre holdt de ikke hele vejen hjem... eller snarere skulle man jo sige - glædeligvis var der masser af kvalificeret modstand, - ikke bare fra de gammelkendte både. Mange af de nye både gjorde sig også bemærket flot sejlads.

 


Dette billede måtte bare med. Ikke fordi La Femme Petite er i front, heller ikke fordi 11eren ligger rigtig godt der på styrbord halse, men fordi det simpelthen stinker af fortættet action og intensitet... jeg kan næsten ikke få luft.

 


Der bliver ikke givet ved dørene... her en mærkerunding, hvor 23 får inderbane på Penol...

 


Da sejladserne var veloverstået, var det tid til det store traditionelle familiebillede. Det lykkedes at samle alle deltagende både og skippere.

 


Præmieoverrækkelse foregik indendørs... det er jo vinter. Efter lidt sammentælling og en enkelt fratrækker, så positionerne således ud: På en delt tredjeplads kom båd 26 og båd 28 med (hver ;-) 13 points. Nummer to blev båd 10 med 12 points og nummer eet blev 32 med 8 points. Tillykke med det flotte resultat. På billedet ses den stolte vinder, Simon Mørup-Petersen, med den fantastiske pokal.

 


Udover pokalen var der bajere og gavekort fra Holte Model-Hobby til dagens vindere. Tak til dagens hovedsponsor Holte Model-Hobby for de fine præmier. Desuden tak til KDY for lån af båd og lokaler, og så skal der lyde en tak til vore to dommere Flemming og Stephan for en god og koncentreret indsats.

 


Dagens værter siger tak for en herlig dag og på gensyn til næste år.

Lidt eftertænksomhed... er der noget vi kan lære, så vi kan gøre det endnu bedre? Sidste år lærte vi, at sådan et modelbådsstævne er et rigtigt arrangement. Når der er 12 deltagere - eller flere - så skal det planlægges i detaljer for at klappe. Der skal være dommer på land og een på vandet, og der skal være en tidsplan, som følges. Når der er 11 både på vandet, så er det nødvendigt med regler, - ellers bliver det ikke til kapsejlads. Vi løb reglerne hurtigt igennem ved skippermødet, og vi synes, det gik rigtig godt med overholdelse af reglerne, - samt idømmelse af alternativ straf. 
Måske er der en grænse for antal både på banen; Det gik fint med 11 både, men måske er 15 max. Personligt ville jeg nu gerne prøve et felt på en 15-20 stykker, men det kræver virkelig gode pladsforhold. Ellers må man ty til at sejle heats. Vi ved det ikke (endnu), men når vi selv skal sige det, så klappede det ret godt i år.  

Peter & Nicolai (11 & 10)

 

Deltagerliste

#

Båd

Besætning Kanal
1 10 Nicolai Morten Møller-Andersen 85
2 14 Per Schiøttz 52
3 11 Peter Hancke 81
4 26 Michael Casparij 50
5 17 Torben Petersen 59
6 23 Peter Windfeld 58
7 12 Thomas Olsen 1
8 18 Mads Stenfatt Raben 92
9 33 Lars Gottfredsen 88
10 32 Simon Mørup-Petersen 6
11 28 Niels Gramkov-Johansen UL (26.935)
12 15 Christian Qvist 56

 Resultater

# båd 1 2 3 4 5 total
1 32 2 (4) 1 3 2 8
2 10 1 (8) 2 4 4 11
3 28 5 (7) 4 2 1 12
4 26 3 1 (6) 6 3 13
5 33 4 2 3 8 (9) 17
6 15 6 3 7 5 (8) 21
7 12 (13, dns) 5 13, dsq 1 6 25
8 11 8 6 8 9 (11) 31
9 23 7 (11) 5 10 10 32
10 14 10 (10) 9 7 7 33
10 18 9 9 10 (13, dns) 5 33
12 17 13, dnc 13, dnc 13, dnc 13, dnc (13, dnc) 52

 

Tekst og opsætning: NMMA
Fotos: Stephan Qvist

--

Beretning fra Hue Handske Cup 2003

--

Links til www.clubseawind.dk og dybe links til denne side er velkomne.

Copyright (c) 2004, Club Seawind, DK Chapter 

NMMA